NY HAL I EGEBJERG
Arbejdet med en ny multisal / hal i Egebjerg er nu for alvor skudt i gang. Lige nu er projektet i udbud og hallens endelige udformning og størrelse er dermed ikke fastlagt. Både fra Egebjergskolen og Egebjerg IF’s side arbejdes der intenst sammen med kommunen på at få pengene til at række så langt som muligt. Til projektet er der bevilliget i alt 10 mio. kr. og forventningen har fra starten været, at dette beløb skal dække en multisal med 3-4 badmintonbaner. Den ultimative drøm fra skolen og især klubbens side er dog, at vi kan få pengene til at række til en ’hel hal’ – svarende til 5 badmintonbaner, men dette er en særdeles stor udfordring.
Under alle omstændigheder bliver den nye hal en meget kærkommen udvidelse af kapaciteten i og omkring Egebjerghallen, der er ekstremt presset mht. haltider. Både skolen, byens og ikke mindst Egebjerg IF’s vækst giver således store udfordringer for kapaciteten.